Find den bedste placering til dine solceller, så de producerer mest mulig strøm

Placering af solceller: Sådan placerer du dine solceller bedst

Hvis du har besluttet dig for at investere i solceller, skal du også finde ud af, hvor de skal placeres. Der er flere forskellige løsninger i forhold til den bedste placering af solcellerne, som afhænger af dit hus og din grund.

Billede af Anne Cathrine Rask

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

Sidst opdateret: 21/08-2024
RESUMÉ

Den korte version

  • Placeringen af solceller er afgørende for optimal energiproduktion og afhænger blandt andet af tagets bæreevne og sollyseksponering.
  • Solceller kan monteres på tag, facade eller jorden; fritstående solceller kan give større fleksibilitet, men kræver ofte byggetilladelse.
  • Sydvendte solceller med en hældning på 35-40 grader anbefales for maksimal produktion; undgå skygge for at sikre effektivitet.
Oversigt

Når det kommer til placeringen af dine solceller, har du flere valgmuligheder. Du kan både montere dem på taget af dit hus eller garage, på husets facade, eller du kan sætte dem op på jorden, hvis du har en større grund.

I princippet kan du montere solceller alle steder, hvor du har plads til det. Du skal dog overveje, om solcellerne får tilstrækkeligt med sollys i løbet af dagen. Hvis de placeres i skyggen, har det nemlig betydning for den samlede energiproduktion.

Her kan du blive klogere på nogle af de ting, du skal overveje i forhold til placeringen af dine solceller.

Bedste placering af solceller

Når det kommer til at finde den bedste placering af dine solceller, er der nogle klare retningslinjer for, hvordan du får størst udbytte af dem.

Solcelleanlægget skal placeres et sted, hvor solens stråler kan ramme det stort set hele dagen. På den måde opnår du den største energiproduktion.

Den maksimale produktion af strøm sker, når solen rammer solceller vinkelret midt på dagen, hvor solen har mest styrke.

Kan man få solceller på alle typer tag?

Læs mere

Derfor er den bedste placering af dine solceller mod syd med en hældning på omkring 35-40 grader.

Både øst- og vestvendte solceller kan også producere strøm. Nordvendte solceller er sjældent en god idé. Hældningen på solcellerne ændrer sig afhængigt af, hvilken retning de vender.

Undgå skygge

Hvis det ikke er muligt at montere hele solcelleanlægget mod syd med den anbefalede hældning, kan solceller dog stadig være en energivenlig og økonomisk løsning.

Selvom du ikke opnår den maksimale produktion af strøm, producerer du stadig elektricitet, der samlet set kan være med til at nedbringe din elregning.

Det vigtigste er, at solcellerne befinder sig i skyggen så lidt som muligt.

Det gælder især, hvis dine solceller er serieforbundne. Det betyder nemlig, at de er koblet sammen. Dermed reduceres hele anlæggets ydelsesevne, hvis bare én solcelle rammes af skygge.

Placering af solceller i forhold til forbrug og anlæg

Den bedste placering af dine solceller afhænger dog også af dit anlæg og dit strømforbrug.

Det er ikke altid bedst at producere mest mulig strøm hele dagen. I nogle tilfælde kan det være mere fordelagtigt at tilpasse produktionen til dit eget forbrugsmønster.

Fokuser på at producere den mængde strøm, der passer til dit forbrug på de tidspunkter, hvor du typisk bruger mest.

Det kan eksempelvis gøre sig gældende, hvis dit solcelleanlæg er tilsluttet elnettet, og du ikke kan lagre den strøm, du producerer.

Det betyder nemlig, at du leverer strømmen til det offentlige elnet, hvis du ikke selv bruger den. Til gengæld skal du købe strøm, hvis dine solceller ikke laver strøm, når du bruger el.

Det er ikke altid, at afregningsreglerne er til din fordel. Det kan eksempelvis være, hvis du sælger strømmen billigere, end du er nødt til at købe den til senere, når du ikke selv producerer strøm.

I det tilfælde kan det muligvis være bedre, hvis dine solceller producerer mindre strøm, men til gengæld gør det på de rette tidspunkter. Dermed kan den bedste placering af dine solceller ændre sig alt efter dine ønsker.

Typisk vil solceller, der er vestvendte, lave strøm sidst på dagen, mens østvendte solceller producerer strøm først på dagen.

Batteri til solceller

Hvis dit solcelleanlæg derimod har en batteribank, kan du gemme overskydende strøm til senere brug, i stedet for at sende det ud på det fælles elnet.

På den måde kan du lagre strømmen, du ikke bruger med det samme, så du slipper for at købe strøm, når dine solceller ikke producerer el.

Solceller på tag

Hvis du gerne vil have et solcelleanlæg på din boligs tag, skal du først og fremmest sikre dig, at tagkonstruktionen kan holde til det.

Solcelleanlæg vejer en del. Dit tag skal derfor kunne håndtere den ekstra belastning uden at blive beskadiget. Det giver sig selv, at jo større dit solcelleanlæg er, jo tungere bliver det.

Derudover er det også en god ide, at du ved, hvor lang levetid dit tag har. Det giver nemlig ikke særlig god mening at få etableret et solcelleanlæg på taget, hvis du kort tid efter skal have udskiftet dit tag, fordi det er for gammelt.

Bliv klogere på solceller til taget

Læs mere

Solceller kan monteres på de fleste typer tag. Det vil sige, at det kan lade sig gøre at få solceller, uanset om du har skråt eller fladt tag.

Derudover kan du installere solcelleanlæg på alle slags tag lige fra tegltag til bølgeplader, ståltag og tagpap. Det er blot vigtigt, at du finder den rette monteringsløsning og beslag i forhold til lige præcis din tagtype.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit tag kan bære et solcelleanlæg, eller hvordan du bedst monterer solcellerne på dit tag, er det altid en god ide at søge hjælp hos fageksperter.

Bygningsplacerede solceller vs. bygningsintegrerede solceller

Den type solceller, der placeres ovenpå dit tag, kaldes for bygningsplacerede solceller (BAPV). Det vil sige, at solcellerne monteres på et stativ, en ramme eller på anden måde fastgøres til dit hus.

I dag kan du dog også vælge bygningsintegrerede solceller (BIPV). Flere og flere løsninger med integrerede solceller ser dagens lys. Et eksempel på integrerede solceller er solcelletagsten.

Fordelen ved bygningsintegrerede solceller er, at de erstatter det oprindelige materiale og fungerer dermed både som solceller og eksempelvis tagbelægning.

Hvis det ikke er nødvendigt med integrerede solceller på hele taget, kan du anvende solcelleløse tagsten til at udfylde taget. På den måde vil taget stadig fremstå ensartet.

Læs mere om solcelletagsten

Læs mere

Det kan eksempelvis være en fordel, hvis den ene side af dit tag stort set altid ligger i skygge og derfor ikke egner sig til solcelletagsten. Dermed kan du holde etableringsudgifterne nede.

Prisen på solcelletagsten er typisk dyrere end normale tagsten, men du sparer efterfølgende penge på dit strømforbrug ved at producere din egen elektricitet.

Bygningsintegrerede solceller anbefales ofte til nybyggeri eller ved større renoveringer, hvor tagkonstruktionen skal udskiftes.

Solceller på jorden

Solceller på jorden: Sådan fungerer det

Læs mere

Kan dit tag ikke bære et solcelleanlæg, eller står det over for udskiftning i den nærmeste fremtid? I så fald kan du overveje at installere solcellerne på jorden i stedet for på taget.

Solceller placeret på terræn kan også være et godt alternativ, hvis dit tag er for småt til det solcelleanlæg, du ønsker, eller hvis solcellerne ikke kan få den optimale placering på dit tag.

Det kan eksempelvis være på grund af skygge fra træer og bygninger, eller hvis dit tag vender forkert i forhold til solens stråler.

Fordele og ulemper ved solceller på jorden

En af fordelene ved at montere fritstående solceller på et stativ i haven er, at du kan vælge den placering, hvor solcellernes energiproduktion er højest.

Når du udnytter solcellerne optimalt, behøver du ikke lige så stort et anlæg for at opnå den ønskede produktion af strøm.

Dermed kan du typisk nøjes med færre solceller, så du kan spare penge på etableringen og mindske den plads, som solcelleanlægget optager.

Derudover er fritstående solceller på jorden nemmere at rengøre og vedligeholde, fordi de er lettere at tilgå end solceller, der er monteret på et tag.

En af ulemperne ved denne type solcelleanlæg er dog, at du skal søge byggetilladelse hos din kommune, da det kategoriseres som et teknisk anlæg.

Hvis du har en lille have, er det ikke sikkert, at denne løsning er den bedste for dig. Selvom du kan placere solcelleanlægget optimalt, kræver det stadig en del plads.

Montering af solceller: Krav og regler

Guide til solceller på fladt tag

Læs også

Når du skal investere i et solcelleanlæg, er der nogle generelle hensyn, du kan tage, for at sikre et godt naboskab.

Derudover er der en række regler og krav, som du skal orientere dig om, inden du går i gang med monteringen af solceller:

  • Lokalplan: Først og fremmest er det en god ide at tjekke, om der gælder særlige regler i forbindelse med lokalplaner og vedtægter i forhold til solceller, som din ejendom er omfattet af. Der kan eksempelvis være lokalt bestemte grænser for glansværdier samt refleksion og anvendelse af bestemte tagmaterialer.
  • Fredningsbestemmelser: Hvis der gælder særlige fredningsbestemmelser i dit område, eller dit hus er bevaringsværdigt, kan det sætte en stopper for dine planer om solceller.
  • Naboer: Vil dine solceller være til gene for dine naboer? Det kan eksempelvis være i forhold til genskær og refleksioner. Det er især gældende, hvis dine solceller er placeret lavere end din nabos vinduer eller altan.
  • Tag: Det er vigtigt at du finder ud af, om din tagkonstruktion kan holde til den øgede belastning, som et solcelleanlæg er. Det gælder også i forhold til yderligere belastning som sne om vinteren.
  • Byggetilladelser: Det kræver tilladelse, hvis du skal opsætte solceller på jorden. Derudover skal du søge byggetilladelse, hvis solcellerne er placeret for højt i forhold til naboskel, eller hvis monteringen medfører ændringer i din tagkonstruktion.
  • Landzonetilladelse: Hvis du skal søge byggetilladelse på grund af eksempelvis tagkonstruktionen, og din ejendom ligger i en landzone, skal du typisk også søge landzonetilladelse. Skal du montere fritstående solceller på en grund, der ligger i en landzone, skal du søge både byggetilladelse og landzonetilladelse.

Hvis du er i tvivl om hvilke regler, der gælder for dig, kan du altid kontakte din kommune for at høre nærmere om de gældende krav.