Kan man få solceller på alle typer tag?
Solceller kan være en god løsning, hvis du gerne vil sænke udgifterne til din elregning og vælge en mere energieffektiv strømkilde. Typisk er den bedste placering af solceller på taget, men det kan afhænge af, hvilket slags tag du har.
Solceller passer til de fleste typer af tag, som man finder i Danmark, selvom det ikke er alle tagtyper, der egner sig lige godt til et solcelleanlæg. Ofte kan det nemlig løses med forskellige monteringsløsninger, der er tilpasset det specifikke slags tag og tagkonstruktion.
I artiklen beskriver vi, hvilke tagmaterialer, du med fordel kan monterer solceller på, og hvad du kan gøre, hvis du har et gammelt tag.
Derudover finder du også information om forskellige regler ved solceller på tag samt solcelletag, der kan være et alternativ til at installere et solcelleanlæg på taget.
Sådan fungerer solceller på fladt tag
Du kan sagtens montere solceller på et fladt tag, det kræver blot en anden montering end på huse med naturlig hældning på taget. Du kan både montere solceller direkte på det flade tag, så solcellerne ligger ned eller montere dem på et stativ på taget.
Hvis solcellerne monteres direkte på et fladt tag, vil de typisk ikke være lige så effektive som vinklede solceller. Det skyldes, at solens stråler ikke rammer solcellerne optimalt, når de monteres fladt.
Sådan virker solceller på fladt tag
Til gengæld er solcellerne ofte mindre synlige, når de monteres liggende og du undgår at solcellerne bliver påvirket af vinden. Derudover vil solcellerne heller ikke være til gene for naboer i forhold til genskær og refleksion.
Hvis du monterer solcellerne på et stativ på fladt tag, kan de placeres optimalt i forhold til solen med den rette hældning. På den måde får du et effektivt solcelleanlæg.
Du skal dog være opmærksom på, om taget kan holde til stativets ekstra vægt. Desuden vil solceller på stativ ofte være mere følsomme over for vindstød, så de bør installeres af en professionel.
Kan man få solceller på tagpap?
Det er muligt at montere solceller på tagpap – uanset om taget er fladt eller har en hældning. Typisk skelner man mellem tre monteringsmuligheder, når det kommer til solceller, der skal installeres på tagpap:
- Montering med beslag: Solcellerne fastgøres på skinner, der bliver skruet fast på taget med beslag. Der kan være forskel på beslag og montering afhængigt af hældningen på taget.
- Montering med vægt: Solcellerne sidder på et system af skinner, der monteres på tagpappen med ballast, det fastholder solcellerne. Det kan være en ulempe med den ekstra vægt, der belaster taget.
- Montering med klæbning: Solcellerne kan enten klæbes fast direkte på taget, eller monteres på skinner, der fastklæbes på taget. Du undgår utætheder, der opstår ved at bore huller i taget. Hvis taget hælder for meget, er det ikke sikkert, at opklæbning er en mulighed.
Montering af solceller på eternittag
Du kan montere solceller på eternittag, men det kan være problematisk at finde installatører, der arbejder med montering på eternit. Eternittagplader, der er produceret før 1988, indeholder nemlig asbest, som kan være sundhedsskadeligt.
Solceller på jorden: Alternativ til solceller på taget
Produktionen af eternitplader med asbest blev forbudt i 1988, men mange danske husstande har stadig eternittag, da det ikke er ulovligt.
Asbesten bliver frigivet, når man eksempelvis borer i pladerne, og derfor kræver det særlig træning og forbehold at arbejde med. Hvis dit eternittag ikke er et gammelt tag med asbest, kan du sagtens montere solceller på det.
Solcellerne bliver typisk monteret på et skinnesystem, der fastgøres på skruer med beslag. Skruerne kan erstatte de tagskruer, der er brugt til at montere selve taget. For at undgå utætheder, skal der tætnes omkring hullerne.
Hvis du har et gammelt eternittag, kan du overveje at udskifte taget med et solcelletag med integrerede solceller.
Solceller på tegltag
Mange danske huse har tegltag, som man uden problemer kan montere solceller på. Som regel fastgøres beslagene til solcellerne på spærene eller taglægterne, der bærer taget.
Solceller på tag: Sådan kommer du i gang
Installatøren kan fastgøre beslagene til anlægget ved at bore en særlig type skrue igennem teglstenene eller bruge tagkroge, der monteres under teglene på spærene.
Den sidste løsning kan være mere tidskrævende, da teglene skal placeres korrekt igen, efter tagkrogen er monteret på spæret. Ellers kan der forekomme utætheder i boligens konstruktion.
Det er også en risiko, hvis du vælger at montere solceller med skruer, der bores direkte ned i taget. Derfor er det vigtigt, at der tætnes omkring skruerne.
Solceller på tag: Regler og krav
Der kan være en række regler og krav, som du skal tage stilling til, når du vil montere solceller på taget.
Hvis du skal montere solceller direkte på taget på et skinnesystem eller på beslag, skal du som regel ikke søge om byggetilladelse. Du skal dog være opmærksom på, at dit solcelleanlæg overholder kommunens regler for solceller.
Derfor er det ofte en god ide at tjekke, at solcellerne ikke strider imod lokalplanen eller byplanvedtægter samt andre specifikke vedtægter i forhold til eksempelvis materialer og taghældning.
Skal du montere solceller på et stativ på fladt tag, skal du være opmærksom på, at installationen kræver en byggetilladelse – ligesom det er tilfældet, hvis du vil opsætte solceller på stativ i haven. Du søger om byggetilladelse gennem kommunen.
Hvilken hældning bør taget have?
Den optimale hældning på et solcelleanlæg varierer, alt efter hvilken vej dit tag vender.
Bliv klogere på, hvordan du placerer solceller optimalt
Hvis dit tag vender mod syd, vil solcellerne ofte være mest effektive med en hældning på 30-45 grader. Vender taget mod øst eller vest, skal hældningen typisk være mellem 0-30 grader.
Hvis dit tag enten hælder mere eller mindre, bør det ikke sætte en stopper for dine planer om solceller. Selvom solcelleanlægget ikke har den optimale hældning, kan det sagtens producere rigeligt med strøm.
Du kan også vælge at montere solcellerne på et stativ, så du får en mere optimal hældning i forhold til solens stråler. Dog skal du være opmærksom på, om dit tag kan holde til den ekstra vægt samt hvilke muligheder, der er for montering af stativ på den type tag, du har.
Som nævnt ovenfor kræver det typisk også en byggetilladelse, hvis du vil montere solceller på et stativ.
Kan man montere solceller på et gammelt tag?
Det er ikke umuligt at montere solceller på et gammelt tag. Da flere solceller har en levetid på omkring 25-30 år, kan det dog være et problem, hvis dit tag skal skiftes undervejs.
Det betyder, at solcellerne skal afmonteres og skilles af samt monteres igen på det nye tag – hvilket kan være en dyr fornøjelse.
Derfor er det ofte en god ide at undersøge kvaliteten af dit tag, inden du installere et solcelleanlæg på det. Hvor længe et tag kan holde varierer og afhænger blandt andet af, hvilket materiale det er lavet af.
Hvis du ved, hvornår dit nuværende tag blev lagt, kan du få en ide om, hvornår det skal skiftes. Du kan blandt andet få hjælp fra professionel tagteknikker til at vurdere dit tags levetid.
Skal taget skiftes inden for en årrække, bør du muligvis udskifte det inden monteringen af et solcelleanlæg.
Solcelletag: Alternativ til solceller på taget
Hvis dit tag ikke kan klare vægten af et solcelleanlæg, eller det ikke kan betale sig at monterer solceller på grund af tagets tilstand, kan du overveje at udskifte dit gamle tag med et solcelletag.
Læs om solcelletagsten her
Et solcelletag består af tagsten med integrerede solceller. Solcelletagstenene producerer strøm fra solens stråler ligesom almindelige solceller, som du monterer ovenpå taget.
Solcelletagsten kan være en løsning for dig, hvis du ønsker en mere æstetisk solcelleløsning. Et solcelletag koster dog mere end et almindeligt tag og er typisk også dyrere end et solcelleanlæg.
Derfor anbefales solcelletag til nybyggeri eller ved tagrenovering.